Hos Sonnerupgaard.dk finder du det unikke koncept Glamping, som er en overnatning i telt, i naturen i lidt mere luksuriøs stil end en klassisk camping. Glamping er en helt speciel oplevelse, hvor man kommer tæt på alt naturen, men uden det klassiske camping bøvl. Og hvem vil ikke gerne undvære et tyndt liggeunderlag og en kold sovepose?

Du finder Sonnerupgaard Gods i Hvalsø, som ligger 45 minutter fra København, og blot en togtur direkte fra Valby eller Hovedbanegården. 

De har otte Glamping telte, som ligger omgivet af skove, natur, marker og enge i et stort bakket terræn i Nationalparken Skjoldungernes Land. 

Når du booker Glamping får du eget camping område med bænke, borde, bålplads, campingplads, brænde til madlavning over bål og klassiske køkken fornødenheder. 

Der er check-in kl. 15 og udcheckning foregår kl. 10. 

 

Jeg har modtaget nogle spørgsmål angående Glamping på Sonnerupgaard Gods, og jeg vil besvare nogle af dem, som går meget igen her. 

 

Q&A om Glamping på Sonnerupgaard Gods

Hvad gør man med frokost og aftensmad?

Du skal selv medbringe og sørge for frokost og aftensmad. Der er en let morgenmad inkluderet, når du bestiller Glamping, men resten af dagens måltider samt snacks skal i selv stå for. Der er rig mulighed for at lave mad over bål, og køkkenudstyr samt brænde medfølger. Derudover er der også en køleboks med køleelementer. 

 

Kan man sove mere end to i hvert telt?

I hvert telt er der en dobbeltseng til to personer, og man booker derfor som udgangspunkt til to personer. Det er dog muligt at tilkøbe ekstra opredninger til børn, som er i alderen 3 til 18 år. Det koster 250 kr. pr. opredning.

 

Er der mulighed for at oplade telefon i teltet?

Der er ikke el i teltene, og du kan derfor heller ikke oplade din telefon i en klassisk stikkontakt. Sonnerupgaard Gods anbefaler, at man bruger en powerbank, så man ikke løber tør for strøm. Derudover kan man selvfølgelig bruge energisparefunktion, flytilstand og andre tiltag for at spare på batteriet – eller vælge at lægge telefonen helt væk. 

 

Er der mulighed for at lave nogle aktiviteter?

Det er der helt bestemt. Sonnerupgaard Gods samarbejder med Outdoor Action, som blandt andet tilbyder ATV-kørsel, det er helt sikkert værd at prøve! Dette kan bookes som tilkøb til opholdet. 

 

Skal man selv medbringe sovepose eller dyne?

Nej det skal du ikke, der sørges for at dobbeltsengen og eventuelle ekstra opredninger er redt op til jer med både dyner og hovedpuder – og selvfølgelig sengelinned.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *